Høines, gardsnummer 43, bruksnummer 11 og 12 - det er mitt utgangspunkt.

Historiebloggen til Marit Elisebet Totland
Høines g.nr 43, br.nr 11 er mitt utgangspunkt, bokstavlig talt, siden det var der jeg vokste opp og slet mine barnesko, som farfar flittig lappet og stelte. "Løft føttene når du går!", var hans formaning. Siden jeg er datter til far, Rolf, - med stor historieinteresse og datter til mor, Inga, med stor slektshistorie-interesse, er det helt naturlig at jeg prøver å samle mest mulig av familiens og hjemstedets historie.

Fortiden fasinerer. Levekåra var så annerledes. Det holder det ikke bare å se nærmere på egen gårdshistorie for å forstå fortiden. Perspektivet må utvides. Jeg er derfor på leiting etter alt av interesse som kan fortelles: "Det var en gang.."

Forseggjorte offentlege dokument:

tirsdag 19. juli 2011

Forlis og brann tok liv


.
Høsten 1854 og våren 1855 kan synes å ha vært en tung tid i Skudeneshavn.
Et forlis krevde fire liv og en brann tok to unge jenter. I et lite samfunn kan det synes som om to slike hendelser i løpet av fem måneder, måtte ryste bygdefolket.

Og det gjorde de nok. Men hvordan forholdt folk seg til begravelser og død? Hva var daglidags for dem?
Kirkeboka for Falnes forteller at det i 1854 var totalt 26 begravelser. 15 av de døde var under 14 år, 11 var over. Snittet på barnas alder var 3 år. Snittet på de voksne var 50 år.

I 1855 var det begravelse for fire menn som omkom ved samme forlis. De var i snitt 41 år. Bror til min oldemor, ungkaren Gunder, var blant dem. Han var ungkar, 33 år, og hadde nettopp bygget huset hjemme på Høines. Oldemor overtok huset.

Brannen på Skitnedal gjorde nok inntrykk selv om det ofte var barnebegravelser. Søstrene Grethe og Serine Jakobsdatter brant inne på loftet, 16 og 13 år gamle. Resten av familien kom seg ut i tide, men jentene hadde ingen sjanse.

En sang skrevet av omgangsskolelærer J. Thomassen Munkejord i Ytre Sogn er tatt vare på. På sangen står det:
En åndelig sang, forfattet i anledning af den sørgelige begivenhet, som rammede de tvende søstre, der omkom i den Vådeild, som indtraf på gaarden Skidnedal i Falnes Pestegjeld i 1855,
 
Sangen har 38 vers. Den forteller om det som faktisk skjedde under brannen, og trøster de gjenlevende og formaner om å alltid vente døden. Noen utvalgte vers er gjengitt her.
 
  1. Stands ungdoms
  2. Ven din raske gang.
  3. Fæst Øyet her, til denne sang.
    Hvori du vil fornemme
    Dit lives ubestandighed,
    Vel dig, om du er da bered,
    Naar dette Liv Fortæres
    Og livet Traad avskjæres.
    2. Med blomster som på marken står
    Afbilder dine Ungdomsår
    De hastig tager Ende
    I dag de eier gylden Pragt
    I morgen bær de bleget Dragt
    I dag du og kan traske
    I morgen støv og aske
    3.Endeel for Sværdet falle om
    En del når de som muntre gaae
    En del i havet blegner
    En del til aske bliver lagt
    Af ildens Vold og grumme magt
    Således Herren kalder
    Fra livts unge alder.
    4. Så har det nyligt hændet her
    At tvende unge Mennesker
    Til Støv og aske lagdes
    Då de i søvne arme låe
    Då monne Vådeild opstaae
    Sin store magt den øvde
    Alt hvad den fandt den røvde.
    5. Al godheds Fader, trøstens Gud
    Styrk dem at holde Prøven du
    Som en af sorgen bøiet
    To sørgeskaaler iskjænket er
    Af dig du gode fader kjær
    Som de må her udtømme
    Med gråd og Taarestrømme.
    6. De Mænd som dette først blev var
    At luen den angrebet har
    Dets Huus og Eiendele
    Med hast sig stedet nærmede
    Hvor elden fryktsomt flammede
    Til dem de Raab udstemte
    Som ingen fare kjendte.
    7. Med hast af Sengen de opstod
    Den Skjebne var ei for Dem god
    Som og Enhver kan tænke
    At de et sådant Flammekor ---
    De innviklet var
    Det var et grusomt skue
    Hvormed Enhver må grue.
    8. Med ængsted sind, bedrøvet Mod
    De hastelig ud drage lod
    Som vaagned af sit Leie
    Ifra den grumme Mordergjæst
    Som holdt sin store Seiersfest
    Udaf det fagne Bytte
    Hvorfra de måtte flytte.
    9. Her var ei mere for dem håb
    Men sørgetoners klageraab
    Sig derifra lod høre
    Ei trøst, ei Redning var at faae,
    Forladt af Gud, de synes staae
    Alt stod i eld og lue
    Det var et rædsomt skue.
    10. Den bitre skål de tømme må
    Og straks en anden følger paa
    Som de og skal uddrikke
    Me større Sorrig, Ak og Vee
    Samt jammer og bedrøvelse
    Og mange fælte taare
    Som hjertet dypt må saa.
    11. Og det er deres døttre kjær
    De tvende som på salen er
    Og søger Natte-hvile
    De vågnet ei ved Raab og ord
    De kjendte ei den fare stor
    Hvor de var omgivet
    De er et offer blivet.
    12. Sig ilden trængte frem med magt
    Til den å komme var dens agt
    Og med stor hast den ilte
    Derhen med Qvalm og Damp og røg
    For dennem var den visse død
    De ingen redning kjendte
    Omkring dem alting brændte.
    13. Og straks greb luen disse an
    De slutte skal sin vandringsplan
    I disse jammers Dale
    Ei nogen til dem komme kan
    Thi elden negtet dem adgang
    Til deres sted og bolig
    Hvor de mon hviler trolig.
    14. Forældrene sig gremme må
    Og deres søsken ligeså
    Som dette syn mon skue
    At disse to blev grebt an
    Af Flammesn Sværd og Luens tann
    AK, hvilken sorg og klage!
    Den skål var sur at smage.

     
     
    Mel: O, kjære Sjæl, frykt aldrig mer.

    Bildet ovafor er fra "Kaldestad gamle kyrkjestad" i Kvinnherad

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar